top of page

Og vinderen er......Sophia fra Nydamskolen

Skriv for Demokratiet er en essay-konkurrence for unge i Sønderborg Kommune, og er en del af den række tiltag, som forvaltningen gennemfører frem mod Kommunalvalget den 21. november 2017.

Konkurrencen "Skriv for Demokratiet" er én af indsatserne i forbindelse med, at Sønderborg Kommune er Årets Ungdomskommune 2017. I den anledning bliver der året igennem arbejdet med involvering af de unge i lokaldemokratiet.

I kategorien ”Grundskolen” vandt Sophia Staugaard fra 9.b et gavekort på 5.000 til klassekassen.

Sophia lagde ud med et citat af den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln og foreslog i sit essay, at man kan lave et lokalt folkemøde for unge i Sønderborg:

- Vi er den næste generation og har indflydelse på det, der sker i fremtiden. Vi skal jo snart stemme, fortæller hun og tilføjer, at citat af Lincoln dukkede op, da hun som research til opgaven læste om præsidenter og statsministre.

Præmierne blev overrakt tirsdag eftermiddag i Det Sønderjyske Hus

Læs historien her:

Unge vil gerne have en del af ”lagkagen” i

Sønderborg kommune men hvem vil tage

ansvar?

"Lige så lidt som jeg vil være slave, vil jeg være herre. Det er min opfattelse af demokrati," sagde Abraham Lincoln.

Det var som sagt hans opfattelse af demokrati, jeg har måske en anden og du måske en helt tredje, men fælles for os alle må være, at vi, på en eller anden måde, bliver nødt til at finde en fælles løsning. Det kan godt være, at vi ikke alle sammen bliver lige tilfredse, men det er vel også en del af demokrati, og på trods af vores forskelligheder kan vi vist godt blive enige om, at demokrati er en fantastisk styreform, ja måske den bedste.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt af en nørd, når det angår politik, for jeg synes, at det er yderst spændende at følge med i debatterne inde på Christiansborg, men når det gælder lokalpolitik, siger det mig ikke det fjerneste, jeg har ikke engang skænket kommunalvalget i november en tanke, og hvorfor skulle jeg? Det kan godt være, at jeg er en del af elevrådet på min skole, men Erik Lauritzen kan da være ligeglad med, om lille 15-årige mig er enig eller uenig med ham. Det er i hvert fald min overbevisning, men jeg har da også noget at skulle have sagt eller hvad?

Hvis jeg blev stoppet på gaden og blev bedt om at nævne navnet på fem byrådsmedlemmer i Sønderborg, ville jeg formentlig stå og stirre tomt ud i luften, for jeg kan knap nok huske, at Aase Nygaard er viceborgmester, men hvis jeg derimod blev spurgt, om jeg kunne nævne nogle medlemmer i folketinget, ville jeg ikke tøve et sekund, og jeg tror, at lige netop det er problemet.

Mange unge i Sønderborg har ingen anelse om, hvad der sker lokalsamfundet, og den gruppe er jeg en del af, for jeg forstår ikke vigtigheden af lokalpolitik, omend jeg uden tvivl er klar over, at vi skal have en velfungerende kommune, er jeg bare ikke klar over, om der bliver foretaget nogle forbedringer, eller forværringer, da jeg ikke kan se nogen tydelige forandringer.

Det er nok på baggrund af, at jeg ikke føler, jeg har tid til at koncentrere mig om lokalpolitik, jeg skal både gå i skole, dyrke sport, være sammen med venner og så videre, så jeg føler ikke, at jeg kan bruge tid på det, men nogen skal jo gøre det, så det kunne være, at man skulle tage teten for en gangs skyld

og prøve noget nyt. I bedste fald kunne man få nogle nye bekendtskaber, og det kunne være, at det ville blive en god oplevelse, men jeg tror, at vi unge

generelt ikke har mod på at tage sådan en udfordring op, måske fordi vi er bange for, hvad andre tænker om os.

Dog kan vi unges interesse for lokalpolitik også have noget at gøre med tålmodighed, for mange kan vel nikke genkendende til, at det til tider går en lille smule for langsomt inde på rådhuset.

En gang i mellem hører man nemlig om et fascinerende nyt tiltag i kommunen, men så kommer det bare ikke videre, og man hører ikke om det igen, hvor jeg gerne ville orienteres, når der skete noget nyt i et projekt, som jeg faktisk i første omgang syntes lød enormt spændende, men det ender bare med at blive glemt i mængden.

Dog tror jeg ikke, at der skal så meget til at fange vores interesse igen, da så lidt som et folkemøde kunne synes sensationelt i en mindre by som Sønderborg. Jeg siger ikke, at vi skal ”stjæle” Bornholms idé fuldstændigt, vi kunne lave et ”lokalt folkemøde”, og jeg er ret overbevist om, at vi unge uden tvivl ville have lyst til at tage et smut ned på havnen i solskinsvejret, nyde duften af sommer, få en is hos ”Promenaden” og måske endda gå hen og høre om ungdomspolitik, jeg kunne i hvert fald sagtens finde på at slæbe nogle af mine venner med hen til et event som dette.

Med hensyn til skolernes elevråd, har jeg efterhånden været en del af vores i syv år, og der sker til gengæld fremskridt.

Vi har adskillelige gange været en del af millionpuljen, hvilket for resten er et fremragende initiativ, og vi har i løbet af de foregående år flere gange fået tilkæmpet os nogle penge. Vi har brugt en del tid på at finde argumenter for, hvorfor det netop var os, der havde fortjent de ekstra midler, og det lykkedes os også at få nogle penge til skolen. De penge har vi fået brugt fornuftigt, men det er meget forskelligt fra år til år, afhængig af hvem der er elevrådsrepræsentanter, da nogle bare gør det, så de kan slippe for time, mens andre, som jeg

selv, faktisk oprigtigt gerne vil skabe nogle flere muligheder for bedre vilkår på skolen. I år er det et fantastisk team, vi har med at gøre, så det burde lykkes os at få nogle lige så gode resultater som tidligere.

Så hvis man tager alting i betragtning, tror jeg, at man som ung i Sønderborg kommune skal tage noget mere initiativ. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg ikke selv er den bedste til det, men vi må vil at yde, før vi kan nyde.

Jeg kunne i hvert fald godt have brug for at tænke mig om en ekstra gang, inden jeg fortsætter med at brokke mig over kommunen, for ved nærmere eftertanke gør de faktisk et utrolig vigtigt stykke arbejde, som vi alle får glæde af i sidste ende, dog er jeg ikke altid helt enig, men som jeg sagde tidligere, er det nok ikke muligt at gøre alle tilfredse.

Så hvad betyder demokrati egentlig for mig? Jeg har konkluderet, at demokrati og politik betyder, at jeg har en chance for at blive hørt, uanset hvor jeg kommer fra, eller hvad mit efternavn er, fordi demokrati ikke koster hverken penge eller rigdom, men stærk vilje.


Featured Review
Check back soon
Once posts are published, you’ll see them here.
Tags
No tags yet.
bottom of page